Tanker – Loven om tiltrækning…

I mange år har jeg været tiltrukket af den verden vi ikke rigtig kender, engle, skytsengle, trolde, nisser og feer. Jeg har en veludviklet 6 sans og en stærk intuition. Jeg tror på, at når vi dør, så kan vi alligevel følge med i alt det der sker på jorden.
Når jeg finder en fjer på min vej, ser jeg det som et tegn fra min skytsengel, og takker fordi jeg ved hun er hos mig.
Jeg er god til at visualisere mig frem til noget jeg ønsker mig. Jeg tror på “loven om tiltrækning”, og jeg tror også på at vi bliver til det vi tænker.
Tænker du triste og sorte tanker – lever et negativt liv og ser på livet igennem mørke briller, så bliver dit liv sort, trist og negativt. Omvendt hvis du tænker glade og positiv tanker, møder dagen med glæde og taknemmelighed og ser lyset og mærker lykken i din krop, så kan du ikke undgå at leve et fantastisk liv.
Gæt hvem af disse 2 der lever længst ?

Hver morgen trækker jeg 3 kort – to englekort og ét kort med Buddha visdom. Det er en god start på dagen, og mit skønne barnebarn siger tit når hun er her “Skal vi lige trække et kort?”, og så trækker hun et kort og jeg læser det op for hende og jeg kan se at hun bliver glad, er det ikke bare hverdagsglæde?

Jeg har en sød lille bog… 1000 grunde til at være lykkelig, så i får lige et par lykkelige citater her
I det øjeblik, man beslutter at være lykkelig, åbnes en hemmelig dør, og bag den kan man finde styrken til at skabe og leve det liv, man ønsker.

Lykke er at VÆRE POSITIV. Positive tanker fremkalder positive følelser, der fremkalder positive handlinger.

For lige at vende tilbage til “Loven om tiltrækning”, så vil jeg dele en passion med jer. Jeg har en drøm om at skrive en bog om Vision Board. Der findes ganske få bøger på dansk. Min bog skal være en bog fuld af billeder – gode ideer og interviews med nogle skønne mennesker som deler min passion.
Loven om tiltrækning reagerer på det du føler, om det du siger og tænker. Jeg har læst bogen “The Secret” og også set filmen, og begge dele er fantastiske.
Og kort og godt skriver Bob Proctor “Loven om tiltrækning virker altid, hvad enten du tror på det eller ej”.

Trin 1 er at BEDE OM. Bed universet om noget. Lad universet vide hvad du ønsker. Universet reagerer på dine tanker.
Trin 2 er at TRO. Tro, at det allerede er dit. Hav det jeg ynder at kalde en urokkelig tro. Tro på det usete.
Trin 3 er at MODTAG. Vær åben, begynd at føle dig virkelig veltilpas over det. Føl det du vil føle, når det du ønsker kommer. Føl det nu. Det er vigtigt at du føler.

Men alt dette vil jeg indvie jer i senere – for jeg vil tilbyde (udbyde) kurser i at udarbejde dit helt eget Vision Board. Så hold øje med min blog – det bliver så spændende….

En altertavle fortæller mange historier...
Se farmor – der er engle ! (hun deler min passion for engle…love it, love her)