Forår i Skagen…

Jeg har i mange år drømt om at besøge Skagen Kunstmuseum, og se alle de flotte malerier fra Skagens Malerne, så da vi fik muligheden for at leje det skønneste hus, midt i Skagen i en hel uge, slog jeg til.

Nu sidder jeg så her – der er gået en lille uges tid, og mine batterier er fyldt op med ny energi. Mit hjerte er fyldt op med respekt for de fantastiske malere som helt tilbage i 1800 og 1900 tallet malede og gengav den tids begivenheder.
Turen gik også til Michael og Anna Anchers hus, og det var så betagende at gå rundt i deres stuer, fornemme stemningen og se hvordan de boede for over 100 år siden. Jeg fik sådan lyst til bare at slå mig ned og hive en bog ned fra bog reolen og sætte mig i køkkenet for at læse. Tænk hvis man kunne “lege” Skagens Maler for en dag… der var en ubeskrivelig ro, ingen tv, ingen computere, ingen mobiltelefoner, kun inspirerende og kreative staffelier, malergrej, skitser og malerier fyldte rummene, den ro tog jeg med mig ud, og denne her ferie er en ferie jeg ikke lige vil hjem fra…
I køkkenet var der fint porcelæn og kaffekander, som hvis de kunne tale, nok kunne berette mange sjove historier de har hørt ved kaffebordet i Ancher’s hus.

Det er sjovt at se at den “kalkmalings-teknik” som lige nu er så populær, faktisk er gammel, se bare dette her smukke skab, blå maling med god patina.
Keramik kaffekander og te-kander i massevis, der er sikkert blevet drukket meget kaffe og te i stuerne hos Michael og Anna Ancher.


På Skagens Museum blev jeg gang på gang måløs over de fantastiske malerier, og jeg må indrømme, den måde P.S. Krøyer formår at gengive solskin – himmel og hav, er helt unik, man kan blive ved med at se på hans malerier – øjet kan ikke få nok, vi gik igennem to gange, for vi havde bare ikke lyst til at gå ud.

Michael og Anchers hus i Skagen. Deres datter Helga Ancher boede i huset til hendes død i 1964, hvor hun testematerede huset til Helga Anchers Fond, huset står i dag som da Anna Ancher boede i det indtil hun døde i 1935.

Fotos fra Michael og Anna Anchers hus – atelier – køkken og de berømte “ugle-krukker” som de fleste Skagensmalere brugte til deres pensler. Kopier af Ugle-Krukken kan købes på Skagens Museum. (men prisen er lidt høj, så den må jeg ønske mig til jul 🙂

Udsigten fra “vores” hus – Knuden i Skagen


Jeg kan sagtens forstå at “Skagensmalerne” var tiltrukket af Skagen, lyset er helt specielt, og man kan kun blive inspireret af fortiden. At gå ture her i Skagen mellem alle de gule huse, med de røde tage, og de hvide blonder, som i starten kun var til pynt, men som efter sagnet siger, blev brugt af fiskerne til at finde i land.
De hvidmalede stakitter danner ramme om haverne og veje er små og snor sig igennem Skagen – det er en lise for sjælen at gå ture her, dufte tjørnen og syrenen – lytte til turdelduerne og fuglene der nyder solen.
Selv i dag – hvor solen holder fri og det småregner – er her dejligt.
Blonder på tagene og Blå himmel…

Faktisk startede vores ferie i Skagen med en kæmpe overraskelse, vi ankom til Knuden lørdag ved 14 tiden, vi var sultne, så vi satte bare bilen, bar vores bagage op og så gik vi ned i byen for at finde et sted hvor vi kunne spise lidt frokost.
Da vi gik hjemad passerede vi Brøndums Hotel – og derfra kunne vi se haven og Knuden, så siger Henrik… “Der sidder Anni, Per og Elly og Bjarne sgu da”... og minsandten om han ikke havde ret. Det er vores tidligere genboer og naboer som idag er vores venner…
Vi blev godt nok overrasket og glade fordi de havde valgt at tage turen herop, vi havde fået at vide at de var på en eller anden tysk ø !!!
Men de havde været i Dronningelund på et hotel siden onsdag og nu sad de så her i haven med rødvin og ventede på at vi kom hjem fra vores tur.
Det blev en super hyggelig aften – de havde sørget for både aftensmad og morgenbrød til søndag morgen. Vi fik spillet Yatzy – drukket rødvin, drinks m.m. – snakket og grinet, hold fast det var fedt. Vi er meget taknemmelige for at de valgte at tage ture herop…

Brøndums Hotel – og Knuden til højre i billedet med glas toppen.
Per, Henrik, Bjarne, Anni og Elly.
Her sad de og ventede og ventede på at vi kom hjem… Fed overraskelse.

Jeg vil ikke belemre jer med flere “ferie-anekdoter” – andet end jeg vil anbefale jer at tage en tur til Skagen. Vælg en uge udenfor sæsonen som vi har gjort. Tag på Grenen, besøg Gallerier og museer. Gå ture på havnen og book en rundvisning op Skagens Bryghus. Kør til Gl. Skagen og besøg “Solnedgangskiosken” – kør til Råbjerg Mile og smid skoene og gå rund i det bløde sand. Besøg Palmestranden i Frederikshavn – Danmark er et dejligt land.

Herunder kommer lidt foto – spam…

Tak fordi du læste med…

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s